FORSIDEPROGRAMBILLET-INFOOM FESTDAGENEPARTNEREPRESSERUM

Historie

Svendborg Festdage opstod i 1976 som en meget hyggelig og lokal byfest, hvor de store begivenheder har været Gammeltorvedag, Tåsinge på 2 hjul samt Alsangsstævne på Valdemars Slot. Imellem disse 3 begivenheder blev en række musikarrangementer tilført på byens torve og pladser - hovedsageligt med lokale kunstnere. En sommerfestival begyndte således at tage form.

En øget støtte fra stat, amt og kommune - kombineret med egne krav om større lødighed, har bevirket at festdagene har udviklet sig efter modellen fra Århus Festuge: Man bevarer den populære byfest, men hæver ambitionsniveauet markant for kulturdelen af arrangementet ud fra en målsætning om både at tilgodese den lokale kultur og vise indslag af aktuelle strømninger fra den kulturelle omverden.

Det nye koncept blev afprøvet for første gang ved Svendborg Festdage’96, hvor programmet bød på et langt bredere spektrum, og hvor kvaliteten blev markant forbedret, bl.a. gennem flere arrangementer med anerkendte professionelle kunstnere. Spændvidden strækker sig således nu over klassiske koncerter, rockmusik, nyskrevne operaer, workshops, world music, gademaleri, billedkunst, gade installationer, børneværksteder, samba optog, midnatskoncerter, street games, internationale klokkespil koncerter o.m.a.

Svendborg Festdage byder også på rockmusik. I byens gamle have - Krøyers Have – og på mere traditionelle spillesteder kan man stifte bekendtskab med "coming-up-bands" og mere etablerede rocknavne. Der lægges vægt på at der bliver præsenteret så forskellige stilarter som muligt og at orkestrene - også geografisk - repræsenterer den danske rytmiske musik scene. Dette såvel i originalitet som aktualitet. Flg. navne har bl.a. gæstet Svendborg Festdage: Kashmir, Dawn, Kim Larsen & Kjukken , Inside the Whale , Allan Olsen, Sebastian med Band, Baal, Moonjam, o.m.a.

Sommer Operaen blev lanceret første gang i 1996 og er stadig et forholdsvis nyt - men meget vægtigt indslag i Svendborg Festdage. Flg. forestillinger har spillet under Svendborg Festdage: "Skvat" / Musikteateret Undergrunden – 1996, "Houdini den Store" / Dansk Udbryder Opera – 1997, "Den sidste Virtuos" / Den Anden Opera – 1998, "Leonora Christine" / Den Anden Opera – 1999.

Kulturnatten blev ligeledes lanceret for første gang i 1996 og er kulminationen på festdagene. Arrangementet består af en række - gerne lidt sære og mystiske - tilbud, der bygges op omkring en stor og spektakulær begivenhed. I dette tilfælde en stor open air koncert kl. 24 på byens historiske torv. Dette torv iscenesættes med stor scene, lyd, lys, dias, video m.m. - og der er fri adgang til koncerten. Flg. kunstnere har spillet til Midnatskoncerten: Jesper Lützhøft 1996, Palle Mikkelborg Trio 1997, Safri Duo 1999, Apocalyptica 2000.

Den største kulturbegivenhed
Svendborg Festdage har således udviklet sig til en seriøs kulturfestival med en stor mangfoldighed af tilbud inden for så godt som alle kulturelle genre. Festdagene er den største kulturbegivenhed på sydfyn - tilslutningen til festdagene ’99 - som blev anslået til 70-80.000 mennesker - og en omfattende / landsdækkende mediedækning har dokumenteret, at det er muligt at skabe en kulturfestival der rækker ud over Svendborg.

Gl. Torvedag og Tåsinge Rundt er fortsat de store trækplastre, men samtidig kan det konstateres, at den største publikumsfremgang (20-25.000 mennesker) kommer fra kulturnatten, som netop lægger vægt på at præsentere nye og overraskende indslag. Fyns Amts Avis måtte i 1999 helt tilbage til Landsstævnet i 1994 for at finde sammenligningsgrundlag i den efterfølgende reportage, som bl.a. beskrev kulturnatten som "en nat der sjældent er oplevet i Svendborg".

Billedkunst
Utraditionelle og opsigtsvækkende begivenheder indenfor billedkunsten er de nyeste tiltag i Svendborg Festdage. I 1998 havde festdagene besøg af kunstneren Kajol der sammen med 10-15 unge svendborgensere lavede Danmarks største gademaleri - 150 meter. Mange vil ligeledes huske Kajols "Fugl Fønix" på toppen af Rådhuset i 1999 - et utrolig flot og visionært vartegn for de sidste festdage i dette årtusinde. Endnu engang fik Kajol skabt et værk, som svendborgenserne tog til sig! Også kunstneren Kirsten Gravers performance "In Anatomia" i den gamle svømmehal, blev en succes. Her var der tale om en Svendborg-produktion der omfattede levende musik, lyd, dias, objekter og svømmere - og som fra Svendborg kom til Odense’s Internationale Performerfestival.

Nye tiltag
Nyeste skud på stammen af Svendborg Festdage 2000 er sammenlægningen med Den Sydfynske Idrætsuge. Sidste år startede idrætsugen samme dag som festdagene sluttede, således at der i samme måned var to meget store arrangementer i Svendborg. Det var selvfølgelig en uhensigtsmæssig situation - dette har resulteret i, at idrætsugen organisatorisk er lagt ind under Svendborg Festdage.

Ligeledes har Swinging Svendborg ønsket et samarbejde med Svendborg Festdage og dermed flytte den selvstændige jazzfestival i juni til august – således at jazzdagene fremover bliver afviklet under Svendborg Festdage.

24-03-2001  Svendborg Festdage

Udskriv

  Historie
  Protektorer
  Bestyrelse
  Galleri 1997-2001
  Ris & Ros
  Kontakt - til os
  Kontakt - til dig
  Fotos 2002